Her er de fem skridt, jeg anbefaler, man arbejder med:

  1. Find en stærk bestyrelsesleder.
    Det hele starter her. Bestyrelselederen skal have aktionærernes tillid, forstå virksomheden og dens fremtid – og have konkret erfaring med bestyrelsesarbejde. Jeg siger ofte til ejerledere: “Start med én, du stoler på.” Det er fundamentet.
  2. Kortlæg fremtiden – og hvad den kræver.
    Lav en oversigt over de vigtigste muligheder og udfordringer, virksomheden står over for de næste fem år – og oversæt det til en liste over de kompetencer og erfaringer, der skal til for at forløse potentialet. Det arbejde bør ske i fællesskab mellem ejerkredsen, bestyrelseslederen og ledelsen – for det er som regel ledelsen, der bedst ved, hvor det reelt knager og spænder.
  3. Udarbejd en bestyrelsesmatrice.
    Sæt de ønskede kompetencer og erfaringer op hen ad den vandrette akse og navnene på bestyrelsesmedlemmerne lodret. Det giver hurtigt et klart billede af, hvad der er dækket – og hvad der mangler. Det skaber fokus på at samle et team med supplerende, snarere end overlappende, kompetencer. Jeg anbefaler altid at begynde i det små og justere løbende, efterhånden som både behov og indsigt udvikler sig.
  4. Gennemfør en grundig og gennemtænkt rekruttering.
    Tænk i både faglighed, kemi og diversitet – ikke kun i formelle kompetencer, men også i baggrunde, erfaringstyper og måder at anskue verden på. Og husk forventningsafstemningen: Hvor meget tid forventes der? Hvordan foregår møderne? Hvad er honoraret? Er der mulighed for medinvestering?
    Mange spørger mig, hvor man finder de rigtige kandidater.
    Det er en reel udfordring. Det kommer jeg tilbage til senere.
  5. Evaluer åbent og regelmæssigt.
    En bestyrelse skal udvikle sig i takt med virksomheden. Gennemgå matricen én gang om året: Har noget ændret sig? Er der opstået nye behov – eller er der områder, som ikke længere er kritiske? Måske er det tid til at justere sammensætningen. Jeg anbefaler også, at man tager en åben og ærlig snak om samarbejdet i bestyrelsen og relationen til ledelsen.

Jeg håber du kan bruge ovenstående. Og så vil jeg naturligvis anbefale, at lytte til vores sidste podcast, hvor vi går mere i dybden og besøger Jeppe Rindom fra Pleo, som deler sin spændende væksthistorie.

Del gerne nyhedsbrevet med kolleger, venner og bekendte, så vi kan hjælpe så mange SMV'er som muligt med at gøre bestyrelsesarbejde værdiskabende og effektivt.

Tue

hvis du  fremover gerne vil modtage vores nyhedsbrev direkte kan du tilmelde dig her

Fedt! Tak for din tilmelding. Tjek din indbakke for en bekræftelsesmail. Vi glæder os til at dele spændende nyt med dig.
Hov, noget gik galt! Prøv igen om lidt, eller skriv til os, hvis det stadig driller.